Thorleif (TK) blev kontaktet af en stor leverandørvirksomhed, der advarede mig om, at jeg skulle være på vagt. Et firma, Havnemøllen, som jeg samarbejdede med, havde talt dårligt om mit firma til andre leverandører i bageribranchen med det formål at fraråde dem at give mit firma kredit. Havnemøllen var meget interesseret i mit Danish Bake Off-system og ønskede at købe firmaet – enten helt eller delvist – men deres mål var at flytte det til Odense, hvilket jeg ikke accepterede. På trods af dette fortsatte jeg med at købe de fleste råvarer fra firmaet til mine bagerier.

Jeg tog kontakt til Havnemøllen og bad Kaj Jørgensen om en forklaring. Jeg blev indkaldt til et møde i en nedlagt kornsilo i Københavns havn en mørk aften omkring kl. 17. Min daværende kone Gitte og jeg gik op ad rustne trapper og gennem mørke gange, indtil vi nåede et dunkelt lokale. Her sad direktør Erik Vurtz og Kaj Jørgensen ved et gammelt bord. Da jeg konfronterede dem med de falske rygter, som blev spredt i branchen, blev jeg informeret om, at jeg var “færdig” i bageribranchen. Mødet var ekstremt ubehageligt og havde nærmest en gangsteragtig atmosfære. Jeg kunne ikke forstå motivet bag deres handlinger, men mistænkte, at det muligvis skyldtes min kritik af dansk mel.

På samme tid forhandlede jeg med Bikuben, som tilbød mig en erstatning på 2,5 millioner kroner samt en rentenedsættelse fra 18 % til 10 % på mit resterende lån. Af disse 2,5 millioner var cirka 800.000 kroner beløb, der uretmæssigt var blevet hævet fra min bageriselskabs konto over et års tid. Min projektmappe om det fremtidige lokale moderbageri var imidlertid forsvundet fra Bikubens hovedsæde. Projektmappen beskrev blandt andet min adgang til en stor købmandskæde med 78 supermarkeder. En af mine kontormedarbejdere havde desværre udleveret mappen til Bikuben under pres.

Efterfølgende anmeldte jeg sagen til Kriminalpolitiet i København med aftale fra Henning K. Jensen i Bagmandspolitiet. Dog afviste Kriminalpolitiet at modtage min anmeldelse. Derefter kontaktede jeg Finanstilsynet, hvor jeg bad Betina Johansen vente med at kontakte Bikuben, indtil jeg havde skiftet bank. Den aftale blev desværre ikke overholdt.

Det, der gjorde sagen særligt alvorlig, var, at jeg opdagede, at Bikuben ejede cirka 15 % af aktierne i Schulstad og havde ydet en kassekredit på 200 millioner kroner til dem. Bikuben meddelte mig, at jeg ville få mine 800.000 kroner tilbage, hvis jeg gik sammen med Schulstad om mit Danish Bake Off-system, der var baseret på bæredygtigt samarbejde mellem lokale bagere og købmænd. Schulstad forsøgte selv at skabe et lignende system, men supermarkederne gjorde nærmest grin med deres version.

På et møde med Bikuben om erstatning var vi enige om de 2,5 millioner kroner. Men jeg opdagede, at Bikuben også havde opkrævet uretmæssige gebyrer på cirka 350.000 kroner fra mit ejendomsselskab. Da jeg krævede dem tilbagebetalt, ændrede Bikuben deres holdning. Direktøren opsagde mit erhvervslån med 14 dages varsel, og sagen endte i retten i Helsingør.

I retten tilbød Bikuben mig først at blive i banken og få erstatningen som aftalt. Til min overraskelse dukkede Havnemøllen op med en advokat fra Odense, og efter en pause trak Bikuben deres tilbud tilbage. Mine forslag om at sælge forretningerne, mens de stadig var åbne, blev afvist, og jeg fik besked på at lukke alle butikker med det samme.

Først senere fandt jeg ud af, at Bikuben og Havnemøllen arbejdede på at sælge Schulstad til svenske landmænd, som for nylig havde opkøbt Havnemøllen. De ønskede ikke, at Danish Bake Off-systemet skulle på markedet, især ikke fordi ICA i Sverige havde vist stor interesse for konceptet. ICA var meget utilfredse med det plastikbrød, fyldt med kemikalier, som kunne holde sig blødt i flere uger uden at tørre ud.

Jeg kunne have taget en investor, Jens Christian Lorentsen, ind i min lille kæde gennem Otto Mønsted Fonden, som var meget ivrig efter at blive medejer. Fonden krævede dog 51 % ejerskab af de fem butikker i Nordsjælland, men jeg tilbød i stedet 49 % ejerskab i de eksisterende butikker og 51 % i nye butikker i København og fremtidige lokationer. Dette afslog investor og det blev derfor ikke til noget. Derefter blev det endnu vigtigere for mig at vise bageribranchen en ny vej med kombinationen af bageri og café – et koncept, som senere inspirerede kæder som Emmerys og Lagkagehuset.

Min butik “MusikKonditoriet” på Vesterbrogade, som jeg åbnede i 1994, var et eksempel på denne nye model. MusikKonditoriet blev senere solgt sammen med Valby Bageriet og Rødovre Bageriet på Damhustorvet, mens det stadig var muligt at få en god pris for butikkerne i København. Efter fem års planlægning og et farvel til København har jeg siden søgt efter en gård til at udvikle et anderledes bæredygtigt projekt, “Gæstgiveriet”. Her vil jeg kombinere brugte maskiner, lavere investeringer og et nyt brødkoncept, som kan leveres til små supermarkeder fra lokale bagerier uden for byen – som i gamle dage med “landbo bagerierne”.

De danske bagerikæder med mange forskellige navne bliver fremtidens vindere på brødmarkedet. Min nyeste model, “Gæstgiveriet”, er måske den mest interessante. Den er billig, bæredygtig, og med brugte maskiner er etableringsomkostningerne lave. Samtidig er huslejen og driftsomkostningerne væsentligt lavere, hvilket gør det muligt at levere produkter til både egne butikker og små supermarkeder med et skræddersyet koncept.

Denne fortælling virker næsten for grov til at være sand, men det er desværre en sand historie, som kan dokumenteres. Den indgår som et udkast til en bog skrevet af den tidligere chefredaktør for Børsen, Jan Cortzen.

Jeg forventer, at den nye ejer af den tidligere skandaleombruste bank, Bikuben, tilbagebetaler de 2,5 millioner kroner med renter. Ligeledes bør de svenske landmænd, som ejer størstedelen af de danske brødfabrikker, betale erstatning for deres ledelsesmæssige metoder i Danmark. Det danske politi har jeg dog lært at tilgive, da jeg ikke kan forvente en seriøs behandling, medmindre man er højt placeret i samfundet. Retssystemet ønsker jeg ikke at bedømme, men det efterlader et indtryk af, at medarbejderne i byretten kunne være bedre uddannet.

Heldigvis har jeg mit motto: Vi tager en dag ad gangen, så skal det nok gå alt sammen. Til mine mange tidligere ansatte vil jeg gerne sige tak for de venlige ord om Gitte og mig som arbejdsgivere for jer alle 110 personer. Jeg var meget ked af, at jeg ikke kunne sige ordentligt farvel dengang. Men nu er jeg tilbage på gården i Nygård – kig gerne forbi til en kop kaffe her.